Forskere: Medierne forsimpler debatten om klimavenlig kost

Når medierne skarpvinkler artikler, går der nogle nuancer tabt i klima- og fødevaredebatten. Foto: Frederik Kargo

I medierne kan man ofte læse, at kød er den største klimasynder i vores kost. Det er ikke forkert, men det enøjede fokus på kød kan bidrage til en unuanceret debat, mener flere forskere.

Af Frederik Kargo & Morten Høeberg Mortensen

Journalister og medier er med til at forsimple debatten om klimavenlig kost. Sådan lyder det fra flere forskere.

I medierne fremgår det nemlig ofte, at danskerne skal spise mindre kød, hvis de vil leve mere klimavenligt. 

Det er sandt, at kød er den fødevaregruppe, der har det største CO2-aftryk, men mediernes fokus på kød kan være med til at skabe en unuanceret opfattelse af klimavenlig kost. 

Sådan siger Tino Bech-Larsen, der har forsket i fødevarer og forbrugeradfærd og desuden har studeret på Journalisthøjskolen.

“Journalister lærer at forenkle budskaber. Og det giver også fin mening, da de simple budskaber er nemmere at forstå. Men man mister også nogle nuancer. Og klima- og fødevaredebatten er fuld af nuancer,“ siger Tino Bech-Larsen.

Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet, der blandt andet har forsket i fødevarer og klimavenlig kost, kan sagtens nikke genkendende til problematikken. 

“Klimadebatten har været lidt for enøjet på kød, og her spiller mediernes vinkling helt sikkert en rolle. Det er vigtigt, at vi ser på hele kosten,” siger Sisse Fagt.

Kigger man på danskernes samlede forbrug af diverse føde- og drikkevarer, viser en rapport fra DTU, at okse- og svinekød ganske rigtigt er de største CO2-udledere. Men lige efter kommer ost som den tredjestørste og alkoholiske drikke som den fjerdestørste udleder af CO2.

Dernæst kommer mælk, mens kød fra fjerkræ kun har det sjettestørste CO2-aftryk af alle føde- og drikkevarer.